Referat fra Generalforsamlinger
Referat af generalforsamling i støtteforeningen LKB’s Venner lørdag 7.03.26 kl. 11.00
Valg af dirigent og referent
Ole Madsen blev valgt som dirigent og Kjeld Mølbæk som referent
Aflæggelse af beretning
Hardy Pedersen aflagde følgende beretning:
Vi kan ikke lave en beretning for 2025 uden at komme ind på, at vores medlem og suppleant til bestyrelsen Bent Sørensen gik bort i september måned. Vi vidste, at Bent var uhelbredelig syg, men alligevel gik det hurtigt til sidst. Bent har sat et stort aftryk på både LKBs Venner som støtteforening, og for, og specielt for, hovedforeningen LKB-Gistrup. Han har vel stort set haft alle poster, haft kontakt til rigtig mange medlemmer i årenes løb, og jeg tænker, at de fleste af jer har minder med Bent, som I kan tænke tilbage på.
Jeg vil derfor bede jer om, at vi rejser os og bruger et øjebliks stilhed til at minde Bent Sørensen.
Tak
Sidste års arrangementer begyndte som i år med generalforsamlingen, hvor godt 30 medlemmer var mødt op. Vi har holdt fast i, at vi holder generalforsamlingen en lørdag formiddag, men det vil vi gerne have tilbagemelding på, om det er det rigtige. I det hele taget vil vi gerne have bemærkninger om vores aktiviteter – både det vi laver, og det I synes, at vi skal lave.
Ved sidste års generalforsamling var vi lige oppe at runde 200 medlemmer. Desværre har vi mistet nogle enkelte så vi nu har et medlemstal på 186. Vi vil gerne lidt højere op i medlemstal, selvom vi jo ligger meget højere end der tidligere har været i foreningen. Vi synes, at vi burde kunne være lidt flere, og vil håbe at I vil være med til at sprede budskabet. Vi synes, at vi gennem vores arrangementer kommer i kontakt med mange, og vi har også i 2025 lavet en reklame herude på stadion, som vi håber, kan give lidt. Måske skal vi være lidt mere aggressive for at få medlemmer.
Det har i mange år kostet 125 kr. at være medlem. Selvom det måske ikke rimer med vores ønske om at få flere medlemmer, er det vores mening, at vi nu vil hæve kontingentet til 150 kr. om året. Vi tror ikke, at det er de 25 kr. der afgør om man vil være medlem, og med et medlemstal på 200 og altså gerne flere, så vil selv denne beskedne stigning alligevel betyde en ok indtjening.
Sidste år kunne vi overføre 80.000 kr. til LKB, hvilket vi egentlig synes er fint, men vi vil gerne videre.
Vi har jo et formål i at samle penge sammen til LKB, men vi vil også gerne medvirke til, at det er godt at være i klubben og i byen, selvom det måske ikke lige giver en indtjening.
I 2025 lavede vi således en afskedsreception for vores gamle klubhus. Det er jo nu revet ned, og vi ville gerne markere de mange oplevelser, vi har haft i det hus. Og det var der heldigvis rigtig mange andre, der også ville. Rådmand Jan Thaysen kom også med en hilsen fra Aalborg Kommune, og i det hele taget var det en dejlig dag fuld af minder.
Der er rigtig mange, der skriver, at man holder et lille privat loppemarked, hvor man kan komme forbi en privat adresse, enten for at købe lopper eller for at købe hos hjemmelavede hobbyting som keramik eller glas. Vi tænkte, at der måske er en ide i at give mulighed for at lave en stand ved et fælles loppemarked i Gistruphallen. Det afprøvede vi, og der var faktisk en del, der gerne ville være med. Desværre var der ikke så meget publikum, men det er en af de lettere opgaver for os, så vi prøver igen i år, og ser om vi kan skabe lidt bedre interesse for aktiviteten.
For anden gang var LKB med til at hjælpe med indkvartering og bespisning på Gistrup skole i forbindelse med Nørhalne Cup i Kr. Himmelfartsdagene. Der er jo god tid og plads efter der ikke længere er LKB-cup på det tidspunkt. Og det ”smager jo lidt af fugl” at have de mange unge mennesker i skolen og hallerne selvom der ikke spilles fodbold i Gistrup. Det er en rigtig god indtjening for LKB, men selvfølgelig også en stor opgave. Bestyrelsen mente, at opgaven trak lige rigeligt på de ansattes kræfter, så man var indstillet på, at LKB ikke skulle fortsætte med at have opgaven. LKBs Venner, og andre, mente, at der var en for stor indtjening at gå glip af, så fra i år er vi i LKBs Venner gået aktivt ind i arbejdet, så det er en fælles opgave for os og for LKB, og økonomisk vil aktiviteten også fra i år gå igennem LKBs Venner.
LKB dagen har været afholdt med lidt forskelligt indhold i nogle år. Ideen er at vise flest mulige aktiviteter frem, så byen kan se, hvad LKB kan byde på. Vores bidrag er at sørge for salg af øl, vand og pølser. Pengene der kommer ind har ikke hidtil kunnet ses i vores regnskab, da de går direkte til LKB, men faktisk så omsætter vi for over 15.000 kr. i vores lille stand, så det er faktisk ikke så ringe.
Det er en god tradition, at der er godt vejr, når vi afholder markedsdag på butikstorvet, således også i 2025. Det er rigtig fint med god stemning og gode boder, hvor der kan gøres en handel. Vi sørger for alt det praktiske herunder det gratis kaffebord med rundstykker, som byens forretninger sponserer. Desuden sælger vi øl og vand og også et amerikansk lotteri, hvor byens handlende giver de fine gevinster til. Et rigtig fint arrangement.
For 3. gang afholdte vi et lidt eksklusivt arrangement i efteråret, hvor Mulle og Claus fra Slagteren og Kokken her i klubhuset stod for smagsprøver på mad og vine samt fortælling fra deres italienske drøm, hvor de er i fuld gang med at opbygge en vingård, som de om nogle år flytter ned på, på fuld tid. Arrangementet er kun for medlemmer og med begrænset billetantal. Jeg tror, at de der har deltaget, vil give mig ret i, at det er et rigtig dejligt og fint arrangement. Vi springer over i 2026, men det er for at få flyttet arrangementet hen til foråret, hvor der er bedre plads, så ideen er, at der kommer et arrangement i foråret 2027.
For andet år prøvede vi at afholde julefrokost i hallen. Det var faktisk på vores generalforsamling for tre år siden, at ideen til aktiviteten kom, og den greb vi. Vi synes, at vi har haft en rigtig god julefrokost begge år, alle morer sig, vi har en god organisation, festen er bygget godt op, omtalen er god og efterkritikken fra deltagerne er også god. Desværre har vi begge år kun haft ca. 130 deltagere. Det er jo fint, at vi kan lave en rigtig god fest for 130, men arbejdet er faktisk det samme, som hvis der havde været 100 mere. Og økonomien ville være noget bedre med 100 flere deltagere. Vi har derfor virkelig været i et dilemma. Skulle vi fortsætte og tro på, at deltagerantallet ville stige lidt efter lidt, eller skulle vi sige, at nu var det afprøvet, og tilslutningen var for lille. Vi er nået frem til, at vi stopper med julefrokosten. Vi har svært ved at se, hvor potentialet for flere deltagere er. Vi får ikke virksomhederne i området med. Det er også svært at få, skal vi kalde det, den almindelige borger i byen i hallen til en julefrokost, så det bliver altså mest en julefrokost for klubben. Det er sådan set også rigtig fint, hvis klubben så bakkede op, men det er kun fodbold, der går all-in og sørger både for billetter til lederne og sørger for at flere hold møder op. Så det har mest været en julefrokost, vi har holdt for fodboldafdelingen. Når ikke de øvrige afdelinger bakker op, mener vi ikke, der er basis for at fortsætte.
Et afprøvet koncept der virker, er salget af julekalenderen. Igen i år blev der udsolgt af julekalenderen, hvor der er trykt 1500 styk, der sælges ved dørene i Gistrup, Sdr. Tranders og i Nøvling området. Et stort stykke arbejde af sælgerne og en god opbakning af sponsorerne til de daglige præmier. Det er den største enkeltindtjening, vi har, men jo også mange der er involveret. Vi havde desværre nogle sælgere, der sprang fra selvom der var givet tilsagn, hvilket betød, at der var andre, der måtte tage en større tørn, så vi mangler lige en 4-5 sælgere til næste år, men mon ikke også de kan findes.
Det er blevet en god tradition, at den første søndag i advent markeres, at julen kommer til Gistrup. Foreninger og forretninger går sammen og laver en fin lille event. LKBs Venner er sådan set ikke synlige på dagen, men vi står for at koordinere aktiviteten.
Jeg har allerede nævnt flere af de aktiviteter, som vil blive gentaget i 2026, men der kommer også aktiviteter i regi af LKBs Venner.
Et af vores medlemmer har deltaget i det, der kaldes de uofficielle europamesterskaber i fodbold for personer med Parkinson også kendt som Ray Kennedy Weekend opkaldt efter fodboldspilleren fra Liverpool, der selv er ramt af sygdommen. Gennem medlemmet har vi budt på, at arrangementet kan holdes i Gistrup efter det sidste år var i Wales og der før i Spanien. Og vi har fået arrangementet. Der kommer ca. 250 spillere til Gistrup i den første weekend i september, hvor der skal spilles 7 mands fodbold, og det der kaldes walking football – gå fodbold. Ud over selve stævnet skal vi også stå for åbningen og for bespisning og aftenarrangement.
Der har i flere år været Vinfestival i Gistruphallen med rigtig god opbakning fra både udstillere og publikum. Det er aftalt, at Vinfestivalen fremover afholdes i LKBs Venners regi. Vinfestivalen fortsætter, både inden for det kendte koncept, og også med det kendte udvalg, suppleret med repræsentanter fra LKBs Venner. Arrangementet passer godt ind i LKBs Venners organisation, så sådan bliver det altså fremover.
Jeg har før nævnt, at vi også laver aktiviteter, bare fordi vi synes, at de er vigtige, også selvom der ikke er økonomi i det. Et sådan er også etableringen af et Flaglaug. Egentlig har opgaven ligget hos Gistrup Beboerforening, men det har været meget begrænset, hvor meget der har været flaget i byen de seneste år. Vi tænker, at vi har organisationen til at kunne stå for at etableret et Flaglaug eller flagudvalg, skal det måske bare hedde, og der har meldt sig nogle personer, som gerne vil være med. Så det er vi i gang med, så der kan være flag i lygtepælene når der er arrangementer i klubben eller andre aktiviteter i byen og f.eks. når der er konfirmation.
Til flere af vores arrangementer bruger vi vores gamle telt. Jeg ved ikke præcist, hvor gammel det er, men det er i hvert fald +40 år, og er blevet lidt genstridig, som mange ældre bliver. Vi arbejder derfor på at få et nyt telt, men det er ikke helt billigt. Vi prøver at få fonde til at hjælpe med betalingen, og håber at vi har et nyt telt på plads til årets arrangementer. Et telt der så også kan lejes til private arrangementer, så vi af den vej også kan få lidt indtjening.
Som jeg håber, at I kan høre, har vi fået god gang i aktiviteterne her i år 3 efter gendannelsen af LKBs Venner, og vi håber, at I synes, at det er gode aktiviteter. Det kræver også en række hjælpere til alle arrangementerne. Indtil nu har det været muligt at få hjælpere både fra LKBs Venners medlemmer og fra alle mulige andre – det kan være medlemmer af LKB eller bare borgere i byen, der støtter op. Det er vi meget glade for. Mange tak for det.
Og tak til jer her. Både for jeres medlemskab og for den interesse I viser, ved at være med i dag.
Til sidst vil jeg takke bestyrelsen. Tak for jeres store arbejde. Tak for samværet. Det er dejligt, når det både er sjovt og givende at være med i arbejdet – og det er det her helt sikkert.
Der var ingen kommentarer til beretningen og ingen kommentarer til stop med julefrokost
Fremlæggelse af regnskab
Niels Laursen fremlagde et regnskab med indtægter på 97.010,97 kroner og udgifter på i alt 17.871,05 kroner så overskuddet i 2025 blev på 79.139,92 kroner. Status balancerer med 120.188,72 kroner. Det blev oplyst, at medlemskontingentet næste år bliver på 150,- kroner, men flere af de fremmødte anbefalede at øge det 200,- kroner.
Behandling af indkomne forslag
Der var ikke indkommet forslag til behandling på generalforsamling
Valg af bestyrelse
Der var genvalg til Nadia Fuglsang Lundsteen, Ketti Hovedskov Christensen og Jens Pedersen
Valg af suppleanter
Kjeld Mølbæk blev genvalgt og der var nyvalg til Line Bech
Valg af revisorer og revisorsuppleant
Der var genvalg til Rene Wiebenson og Betina Christensen som revisorer og til Flemming Vognsen som revisorsuppleant
Eventuelt
Der blev spurgt, om der også i år laves en oversigt over støtteforeningens samlede aktiviteter og det gør der.
Medlemstallet er desværre faldet lidt i forhold til sidste år og derfor blev det diskuteret, hvad der kan gøres for at øge det igen. Det blev blandt andet foreslået at uddele en flyer i forbindelse med salget af julekalenderen, men efter en diskussion var der enighed om, at det nok ikke lige var det bedste tidspunkt lige op til den tilstundende højtid.
Gistrup, revideret 16. marts 2026
Referent Kjeld Mølbæk
Referat af generalforsamling i LKB´s Venner lørdag den 1. marts 2025 kl. 11.00
Ad. pkt. 1: Valg af dirigent og referent
Knud Hansen blev valgt som dirigent og referent blev Kjeld Mølbæk
Ad. pkt. 2: Aflæggelse af beretning
Beretningen fra Hardy Pedersen er vedhæftet nærværende referat. Efter beretningen blev der spurgt til, hvor vennernes arrangementer annonceres og det gøres generelt på foreningens Facebook-side, men også på annoncetavlen ved SuperBrugsen her i Gistrup.
Ad. pkt. 3: Fremlæggelse af regnskab
Kasserer Niels Laursen gennemgik regnskabet og kunne oplyse om et overskud på arrangementer på 108.405,04 kroner og administrative udgifter på 20.301,63 kroner, så årets overskud blev i 2024 på flotte 88.103,41 kroner, mens status balancerer med 128.993,21 kroner.
Der blev efterfølgende spurgt til om der – som oftest – også er et budget. Svaret blev, at det er der ikke for det er meget svært at give et kvalificeret bud på, hvad de enkelte arrangementer kan tiltrække af interesserede. Intentionen er at gøre overskuddet endnu større næste år, understregede Hardy Pedersen.
Ad. pkt. 4: Behandling af indkomne forslag
Der var ikke kommet nogle forslag
Ad. pkt. 5: Valg af bestyrelse
Der var genvalg for to år til Hardy Pedersen, Niels Laursen, Kenneth Westergaard og Niels Andersen
Ad. pkt. 6: Valg af suppleanter
Der var genvalg for ét år til Bent Sørensen og Kjeld Mølbæk
Ad. pkt. 7: Valg af revisorer og – suppleant
Der var genvalg til Betina Christensen og Rene Wiebenson som revisorer og til Flemming Vognsen som revisorsuppleant.
Ad. pkt. 8: Eventuelt
Der var stor glæde over, at julekalenderen blev godt modtaget og at sælgerne er klar til en ny tørn her i 2025. For at det igen bliver en succes, skal der helst findes sælgere til Sønder Tranders og Nøvling for her kan der i alt sælges op mod 400 kalendere, understregede Kjeld Mølbæk afslutningsvis.
Gistrup, den 11. marts 2025
Referent Kjeld Mølbæk
Beretning 2024 LKBs Venner, 1. marts 2025
2024 var det første rigtige år, efter vi fik genstartet LKBs Venner efter en dvaleperiode på nogle år. I 2023 fik vi foreningen op at stå, og vi fik afholdt enkelte arrangementer, og vi kunne ved sidste års generalforsamling overdrage 25.000 kr. til LKB.
I 2024 har vi fået lidt mere blus på kedlerne.
Og hvad er det så egentlig en støtteforening skal lave? Det var noget af det første, som vi skulle drøfte i den nye bestyrelse. Vi får lidt hjælp i vedtægterne, hvor der står, at vi skal støtte LKB økonomisk, praktisk og moralsk, men hvad betyder det i praksis?
Vi så på de arrangementer, som den tidligere bestyrelse for LKBs Venner havde lavet, og det var jo rigtig gode arrangementer. Nogle af dem synes vi, at det ville være godt at tage op igen. Der var også nogle arrangementer, som vi ikke umiddelbart kunne se os selv i, og så kom der nye arrangementer til, bl.a. som følge af forslag fra sidste års generalforsamling.
Og min beretning må begynde med sidste års generalforsamling, som var det første arrangement i året præcist som i år.
En pænt besøgt generalforsamling med godt 30 deltagere ligesom i år. Vi havde sat som mål, at vi skulle have 100 medlemmer inden sidste års generalforsamling, hvilket var lidt over en fordobling i forhold til, da foreningen gik i dvale. Og det lykkedes, hvilket viste at der var god opbakning til, at vi skulle arbejde videre med støtteforeningen.
Der var ingen kampvalg på generalforsamlingen, for de der havde indvilget i at genstarte foreningen, var også klar til at føre den videre, så nogen vil måske sige, at det var lidt kedeligt, men der var så en frokost til at friske lidt op på det. Vi må se, om det bliver det samme i dag.
Som I ved, så led LKB-cuppen Coranadøden, så 2019 udgaven blev den sidste af sin slags. Vi fik i 2024 lidt af smagen tilbage, da Nørre Halne cuppen brugte Gistrup skole som indkvartering, og LKB havde opgaven med at sørge for indkvarteringen og bespisningen. Det var med lidt kort varsel, at aftalen kom på plads, så der var ikke så lang tid til forberedelserne, men jeg synes, at det efter omstændighederne gik godt. Der er en betaling for opgaven, og pengene bliver fordelt i LKB efter, hvilken afdeling der deltager i løsningen. Der var heldigvis flere af LKBs Venners medlemmer, der trådte til, så der kom også penge til os. I år er der længere tid til forberedelsen, så jeg håber også, at det betyder, at flere er klar til at hjælpe. Det handler jo om at være vagt på skolen og om at hjælpe med bespisningen.
Et forholdsvist nyt arrangement i LKB er LKB dagen, hvor de enkelte aktiviteter kan vise sig frem. Vores andel af den er, at vi sørger for øl- og vandvogn og griller pølse, og så var det meningen, at vi skulle holde en aftenfest. Den første del med øl, vand og pølser gik forrygende. Godt hjulpet med en flot solskinsdag blev det til en flot omsætning. Pengene går direkte til LKB, så den omsætning kan ikke ses i vores regnskab. Den anden del med aftenfesten gik ikke. Forrige år havde LKB dagen sat sig mellem to stole, hvor der blev holdt en fest, hvor der var voksne og børn i en skøn blanding og forening. Nogle syntes godt om denne blanding, mens andre var kommet til en anden fest, end de troede. Vi prøvede så i år med en voksenfest, men god mad og god musik. Man skulle købe billetterne på forhånd. Og det gik bare ikke. Da der fem dage før festen kun var solgt ca. 30 billetter, valgte vi at aflyse, og vi måtte forhandle med musikken om betalingen, så vi kom ud af arrangementet nogenlunde ok. Vi har hørt mange velmenende kommentarer om, hvad vi skulle have gjort for at gøre festen og billetsalget til en succes. Dem ville vi godt have haft på forhånd, men måske alligevel tvivlsomt, om de ville have hjulpet. LKB dagen holdes igen i år den 14. juni. Vi er igen med, med ølvogn og pølser, men holder os fra aftenfest. Det drøftes stadig, om der skal være noget om aftenen, men det bliver i givet fald ikke i venneregi.
Markedsdagen blev genoplivet sidste år, og vi gentog den i år (altså i 24). Igen var vi tilsmilet af godt vejr, og det tiltrak rigtig mange mennesker. Det er en rigtig fin dag, hvor der bliver hygget, og hvor forretningerne får mulighed for at vise sig frem. Vi står for arrangementet med forarbejdet og koordineringen, opstilling af telt, servering af kaffe og rundstykker der er sponseret af butikkerne, salg af øl og vand og salg af amerikansk lotteri. Vi vil gerne have lidt flere boder, men ellers tænker jeg konceptet bliver nogenlunde det samme også i år.
I 23 lavede vi et medlemsarrangement med Vin og Tapas fra slagteren, hvor Mulle og Claus fortalte om deres italienske eventyr og serverede mad og vin fra deres område i Italien. Det blev så stor en succes, at vi gentog det i 24 med samme resultat. Det er et lidt eksklusivt arrangement, hvor vi kun kan være dem, der er plads til her i lokalet, og det er altså kun for medlemmer. Derfor er det også lavet så billigt, at det ikke rigtig giver overskud, men det er heller ikke formålet med arrangementet, som vi tænker at fortsætte med i år.
Tidligere har der været solgt julekalendere med stor succes. Det var en af de aktiviteter, som vi tænkte, at vi skulle genoptage, så det gjorde vi. Og med samme resultat. Vi fik trykt 1500 kalendere, og de gik som ”varmt brød”. Der blev udsolgt, og sælgerne blev rigtig godt modtaget. Mange udtrykte at de havde savnet kalenderen, der for øvrigt var flot med et billede af Hougården i vinterindpakning. Da alle gevinster er sponseret, er det også en god økonomisk indsprøjtning.
Vi fik sidste år en del henvendelser om ikke, vi ville genoplive oktoberfesten. Vi havde møder med dem, der tidligere stod i spidsen for oktoberfesten, og var fristet til at tage opgaven på os. Sidste år på denne generalforsamling kom et forslag om at lave en julefrokost i hallen, så de to forskellige aktiviteter blev drøftet i bestyrelsen. Oktoberfesten ville være en stor satsning og en stor økonomisk risiko, så vi blev enige om at gå med den mindre risikofyldte julefrokost. Der blev lavet en fest i julesmykkede rammer med god julemad. LKB bakkede op med at opfordre afdelingerne til at give en billet som årets julegave til lederne, og nogle af afdelingerne tog dette til sig. Vi prøvede også at få firmaer i området til at bakke op, og bruge denne fest som firmaets julefrokost. Dette var der kun et enkelt firma der gjorde. Så vi fik kun solgt 130 billetter, men det blev en rigtig fin julefrokost. Deltagerne har givet positive tilbagemeldinger, og er klar til at hjælpe med at få flere med i år, så vi prøver igen. Vi synes, at det er en god fest, og selv med 130 deltagere blev det et fint økonomisk resultat. Men altså der skal komme flere, hvis det skal være en årlig tradition, for arbejdet er stort, så afkastet skal stå mål med arbejdet – men mon ikke også det kommer.
For anden gang blev der afholdt ”Jul i Gistrup” den første søndag i advent. Vi skal ikke tage æren for det arrangement, men det er os, der har koordineret, at de aktiviteter forretninger og foreninger har bliver forenet på samme dag i stedet for tidligere, hvor de lå tilfældigt over flere uger. Godt 250 mennesker mødte op til et par hyggelige timer.
Så når vi ser ind i dette års arrangementer, så bliver det meget en gentagelse af 2024 + lidt ekstra.
Vi kan se, at mange private holder loppemarkeder i deres garage. Der har tidligere været loppemarked i Gistruphallen med mange deltagere. Vi tænker, om vi kan kombinere dette. Ideen er, at vi vil stå for at leje Gistruphallen, opsætte borde som folk mod en betaling kan benytte til deres salg, og så vil vi have et salg af en art i hallen. Altså prøve at samle garagesalgene sammen og lave et større loppemarked i hallen. Ud over de private fra byen kan det jo også være, at nogle af de semiprofessionelle der rejser fra marked til marked, kan være interesserede. Nu prøver vi.
Et andet nyt arrangement vi vil lave, er en afskedsreception for Spar Es. Spar Es skal rives ned i år. Det blev bygget i 1961 og mange af os har mange minder derfra. Primært som klubhus, men sikkert også fra mange fester, da det blev en form for foreningshus. Så vi synes, at der skal tages ordentlig afsked med huset. Jeg er også med i Lokalhistorisk forening, og i det regi er jeg ved at lave et hæfte om husets historie fra forberedelse sidst i halvtredserne og til nu hvor det står til nedrivning.
Og når vi snakker om lokalhistorie, så laver jeg også interview med gamle Gistrupborgere. For nylig var jeg på besøg på plejehjemmet hos Kai-Ove Jensen, som var formand for LKB i halvtredserne og ikke nok med det, han var LKBs Venners første formand. Han havde de vedtægter liggende, som blev lavet på den første generalforsamling, og der stod også datoen for, hvornår den generalforsamling blev afholdt. Det gjorde den, den 13. februar 1965. Det vil sige, at vi her for 14 dage siden havde 60 års jubilæum. Det fik vi desværre ikke lige fejret.
Men jeg tror, at der bliver mere at fejre. Vi mener, at LKBs Venner er kommet godt i gang med aktiviteterne, og nyder god opbakning.
Vi satte sidste år målet, at vi skulle fordoble medlemstallet igen. Fra de 100 vi var sidste år til 200 i år. Vi har døjet lidt med de sidste 10, men vi nåede det. Vi er i dag 202 medlemmer.
Mange tak til jer alle for opbakningen til arbejdet og til foreningens formål. Tak til bestyrelsen for arbejdet, Tak til jer af medlemmerne, der også vil tage en tørn til nogle af arrangementerne. Det er vi afhængige af, så vi håber, at flere af jer vil hjælpe til arrangementer i år.
Tak for opmærksomheden.
Seneste nyheder
Flaglaug oprettet
13. april 2026Gistrup Flaglaug er nu etableret under LKBs Venner. Flaglauget er etableret efter aftale med Gistrup Beboerforening, der hidtil har stået for flagningen i Gistrup. Der flages ved større aktiviteter i Gistrup. Foreløbig kan nævnes LKBs gymnastikafdelings opvisning, Konfirmationer, store idrætsstævner, men flere kan komme til. Har du/I en aktivitet, hvor I gerne vil have flag i Gistrup, så kontakt LKBs Venner på lkbsvenner@gmail.com eller ring til Hardy Pedersen på tlf. 22291271. Der er foreløbig 6 personer, der har meldt sig til at stå for flagningen. Hver flagning kræver 3-4 personer. Vi vil gerne have lidt flere med, så vi kan danne nogle hold, så ikke alle skal afsted hver gang. Meld dig på ovenstående mail eller telefonnummer.