Nekrolog
Det er med stor sorg, at vi har modtaget beskeden om, at Bent Sørensen tirsdag d. 9. september er sovet ind. Vi sender vores dybeste kondolencer, tanker og medfølelse til Bents efterladte. Æret være Bent Sørensens minde.
Idrætsforeningen LKB-Gistrup blev tirsdag den 9. september 2025 med et slag en markant del fattigere, da æresmedlem og en af landsdelens største ildsjæle Bent Sørensen døde i en alder af 85 år. Heldigvis nåede han at blive fejret tidligere på året for sin 85-års fødselsdag den 10. april, diamantbryllup med Birte den 6. marts og sit jubilæum på imponerende 65 år som frivillig leder i LKB-Gistrup.
Bent er kendt af stort set alle i den nordjyske idrætsverden som en særdeles aktiv og behagelig leder med orden i tingene.
Bent dukkede op i klubben i sommeren 1959 som 19-årig, og han blev hurtigt fast spiller på det daværende førstehold i fodbold. Han begyndte med at spille fodbold i fødebyen Sdr. Tranders, men da fodbolden blev nedlagt der, flyttede Bent til AaB, men da LKB begyndte at spille fodbold, var det naturligt at spille i Gistrup. Allerede samme efterår, som Bent kom til LKB, var han med til at sikre oprykningen til serie 4. Foruden at være en målfarlig fodboldspiller, viste han sig hurtigt at besidde et organisationstalent udover det sædvanlige og allerede få måneder efter sin indmeldelse, blev Bent først valgt som kampfordeler, og siden blev han samme år valgt ind i klubbens bestyrelse på generalforsamlingen i november. Her blev han hurtigt valgt til kasserer, og det blev til 30 år i bestyrelsen, inden Bent Sørensen i 1990 blev ansat som forretningsfører – den første ansatte i LKB-Gistrups historie. Det betød, at han gik ned på halv tid i jobbet som bogholder og siden regnskabschef hos entreprenørfirmaet Bach & Egmose.
Der er næppe det lederjob i klubben, som Bent ikke har haft. Han har blandt andet været træner og holdleder for en række hold foruden at være afdelingsleder, tøj- og materialeforvalter samt koordinator i fodboldudvalget. Han var også med til både at planlægge klubbens første klubhus i form af det nuværende ”Spar Es” på Lyngtoften, som blev indviet i 1961, og han var initiativtager til klubbladet ”Kratten”, som han startede i 1968.
Gennem årene har Bent planlagt masser af rejser til udlandet for klubbens ungdomshold og ture til landskampe i ”Parken” for alle interesserede klubmedlemmer. Sidst, men ikke mindst, er det blevet til mange ture til venskabsklubben SV Toondorf Lohe i Hamburg.
I samtlige 39 år, hvor LKB-Gistrup var vært for den årlige LKB Cup i ungdomsfodbold, har Bent været det centrale omdrejningspunkt ved at tage del i det administrative og planlægningen af turneringen, foruden at være til rådighed døgnet rundt i de fem hektiske dage under stævnet.
Bent har gennem sit virke og sin væremåde taget imod mange børn og unge i foreningen. Han var ofte den første, man mødte, når man kom til klubben, og han var naturligt den, man søgte hen til med spørgsmål og også bare for at få en snak. Børn og unge, der har haft det lidt svært, har haft en stor plads hos Bent, og han har taget sig af flere, der måske ikke lige kom for fodboldens skyld, men for at være en del af et fællesskab.
Ikke uventet har Bent gennem årene fået al den hæder, det er muligt at få. Han blev således kåret som årets LKB’er i 1979 og udnævnt til æresmedlem i 1984. Derudover er han blevet hædret med såvel JBU’s som DBU’s sølv- og guldnåle samt DBU Jyllands fornemmeste hæderspris ”Hædersemblem”, der blev overrakt i 2020 og som gav adgang til samtlige kampe i Superligaen.
Udover det meget store frivillige arbejde i LKB-Gistrup, har Bent også haft overskud til flere andre foreninger. Han var således med til at starte Østhimmerlands Drengeturnering og i den lokale DGI-forening, har Bent haft rollen som både turnerings- og stævnearrangør, såvel som han har været i bestyrelse i den daværende ”Storaalborgs Drengeturnering”, som gav SIFA’s ungdomslederpris. Sidst, men ikke mindst, har han også været regnskabsfører for Bankocenter Danmark i Aalborg Øst indtil det lukkede sidste år.
At det overhovedet har været muligt at levere et så imponerende frivilligt lederarbejde, havde på ingen måde været muligt uden en særdeles trofast støtte og et stort afsavn i timevis fra de to børn og ægtefællen Birte, som vi sender de varmeste tanker.
Æret være Bents minde. Et minde der vil leve mange år i LKB.
Seneste nyheder
